Udskriv
Sideopsætning
Reserver og produktion
Verdens olie- og gasforekomster er ujævnt fordelt på kloden, og de fleste er bekendt med at specielt i Mellemøsten er reserverne meget store.

Kilde: BP Statistical Review of World Energy, 2014    Grafik: DONG Energy & Erik Nygaard, GEUS

Ved udgangen af 2013 udgjorde verdens samlede beviste reserver af olie 1688 mia. tønder.
(1 tønde råolie = 158,57 liter)

 

Ved udgangen af 2013 udgjorde verdens samlede beviste reserver af naturgas 186000 mia. m³.

Den globale fordeling af reserver med 2014 som eksempel.


Er verden alligevel på vej mod oliemangel? Til hvor mange år endnu er der reserver af olie og gas i den danske undergrund?

Olie eller gas i undergrunden kan opgøres som en reserve under forudsætning af, at forekomsten kan udvindes med profit under nuværende økonomiske forhold og med kendt udvindingsteknologi. Reserverne skal være påvist og beregnet på grundlag af boringer, og under hensyn til den usikkerhed, der er forbundet med opgørelsen. Der skelnes mellem beviste reserver (proven reserves), sandsynlige reserver (probable reserves) og mulige reserver (possible reserves). Usikkerhedsberegningen er forskellig for hver af disse kategorier. Olie, som endnu ikke er påvist ved boringer, men som med en vis beregnet sandsynlighed kan være tilstede i prospekterne, medregnes ikke i reserveopgørelsen.

Når produktionen fra et oliefelt ophører, betyder det ikke, at feltet er tømt og at der ikke længere kan produceres olie. Produktionen ophører fordi omkostningerne ved fortsat produktion overstiger værdien af den producerede olie.

Definitionen på reserver har således den indbyggede effekt, at når olieprisen stiger øges reserverne, idet produktionen nu fortsat giver profit frem til det tidspunkt, hvor salgsværdi og produktionsomkostninger igen balancerer, og vice versa.

Definitionen på reserver medfører også, at reserverne i producerende felter øges, når indvindingsteknologien forbedres. Denne øgning hænger sammen med, at det kun er en vis brøkdel af den tilstedeværende olie i et felt, der kan indvindes (indvindingsgraden). Denne brøkdel bruges i beregningen af felternes reserve. Når forståelsen af oliefelterne øges, og når teknikkerne til boring og reservoirbehandling forbedres, øges indvindingsgraden, og reserverne genberegnes så og for de tre kategorier: beviste, sandsynlige og mulige reserver. Erfaringen viser, at i langt de fleste tilfælde øges indvindingsgraden over tid. Dette fænomen kaldes reservevækst.

Indvindingsgraden i et oliefelt kan typisk variere fra omkring 20% til op mod 60% afhængig bl.a. af de nævnte forhold, samt reservoirets porøsitet, vandindhold og rumlige kompleksitet. Denne reservevækst (reserve growth) har haft overordentlig stor betydning for reserveopgørelserne gennem tiden, idet bedre boreteknologi, reservoirforståelse og reservoirbehandling har ført til betydeligt forøgede indvindingsgrader.

Ved ultimative reserver forstås summen af den allerede producerede olie og de tilbageværende reserver, samt eventuelle nye fund. De nye fund kan være knyttet til en opgørelse for et producerende felt eller det kan dreje sig om en region så som den danske del af Nordsøen, eller hele verden.

Ressourcer versus reserver
Oliemængder som forventes at være tilstede i prospekter, men som endnu ikke er påvist ved boringer, repræsenterer et potentiale eller en prospektiv ressource, der først kan klassificeres som reserver, når disse er bevist via en boring, og når de tilstrækkelige tests og reservoirvurderinger er blevet gennemført. De fleste olieselskaber og administrative statslige styrelser har dog deres egne lidt forskellige måder at opgøre og klassificere reserver og ressourcer på. Dette medfører, at man meget ofte ser store forskelle i reserveopgørelser og ressourceopgørelser på såvel globalt som nationalt plan. To væsentlige kilder til globale reserveopgørelser er: BP Statistical Review of World Energy/Oil og US Geological Survey/Oil and Gas.