
Producerende felter
Det første danske oliefund blev gjort i 1966 hvor DUC med A-1X boringen - den første danske efterforskningsboring til havs - fandt den forekomst som i dag kaldes Kraka feltet. Både Kraka og de følgende olie- og gasfund (Tyra, Igor, Roar, Syd Arne, Gorm og Dan) blev gjort i strukturer i Danien og Maastrichtien kalken, d.v.s. formationer fra Tertiær- og Kridttiden. I 1972 startede DUC den første danske olieproduktion fra Nordsøen. Siden har både DUC og andre olieselskaber gjort yderligere fund, både i kalken og i sandsten fra bl.a. Jura og Paleogen.![]() |
| Danske olie- og gasfelter - 2008 |
Indtil videre er alle kommercielle olie og gas fund gjort i Central Graven eller i området lige øst for. Det hænger sammen med at sedimenterne i Central Graven indeholder gode kildebjergarter som har været begravet tilstrækkeligt dybt til at kunne danne olie og gas.
I Central Graven blev der aflejret kilometer-tykke sedimenter gennem Jura tiden. Aflejringerne består mest af ler, og især i lersedimenterne fra øvre Jura er der et stort organisk indhold. Gennem Kridttiden og Tertiærtiden skete der en yderligere indsynkning af hele området. I løbet af Tertiærtiden nåede kildebjergarten en tilstrækkelig dybde (> ca. 3 kilometer) og temperatur (> 90 °C) til at det organiske materiale begyndte at blive omdannet til olie og gas.
![]() |
Som det er illustreret i figuren, er olie og gas fra kildebjergarten migreret ind i fælder i kalk- og sandstenslagene hvorved olie- og gasforekomsterne er blevet dannet. Det er værd at nævne at nogle af de seneste oliefund der er blevet gjort øst for Central Graven, viser at olien har migreret over en afstand på op til 70 kilometer.
Ved starten af 2002 var der olie- og gasproduktion fra i alt 16 felter og endnu flere felter var under udbygning. Den samlede olieproduktion i 2001 var på godt 20 mio. m³ og gasproduktionen på godt 7 mia. m³. Danmark har på denne måde udviklet sig fra at importere hele sit olie/gas-forbrug til i dag at være nettoeksportør af olie/gas. Danmark har Europas tredjestørste produktion af olie, men med Norge og Storbritannien solidt placeret på de to førstepladser.
![]() |
Den største del af olieproduktionen og hele gasproduktionen føres gennem rørledninger ind til land. På Syd Arne og Siri felterne opsamles olieproduktionen dog i lagertanke på havbunden, hvorfra den regelmæssigt afhentes af tankskibe.
Produktion fra kalken
Langt hovedparten af den danske olie og gas produceres fra reservoirer i kalk af Danien og Maastrichtien alder. Kalken er dannet af organismer hvis mikroskopiske kalk-skeletter sank til bunds i Kridttidens hav og dannede de op til 1-2 kilometer tykke kalkaflejringer.Den olie- og gasfyldte kalk, som normalt findes i den øverste del af kalkintervallet, har en høj porøsitet på mellem 25 og 50 procent. Der er imidlertid dårlig kommunikation mellem de enkelte porerum. Kalkreservoirerne har derfor generelt en meget lav permeabilitet på kun få mD (milli-Darcy), således at olien kun vanskeligt kan strømme gennem porerne i kalken. Permeabilitet er et mål for hvor nemt en væske eller gas kan bevæge sig gennem et reservoir. Fordi kalken er så lav-permeabel, indvindes olien fra kalk-felterne ved at bore lange, horisontale produktionsboringer for at boringerne skal få en stor kontaktflade til det oliefyldte kalkreservoir.
![]() | ||
| 3D kort over kalkens overflade i Centralgraven. Rødt er højt- og blåt er dybtliggende. Svend feltet fremstår som en markant bule, hvor kalken er skubbet op af underliggende salt. Syd Arne feltet ses som en langstrakt højderyg syd for Svend. | ||
Produktionsboringerne bliver så vidt muligt lagt i de lag hvor porøsiteten og oliemætningen er højest. Det betyder, at de op til flere kilometer lange horisontale eller lagparallelle boringer skal bores med stor nøjagtighed fordi disse rigtigt gode reservoirzoner ofte kun er få meter tykke. I spidsen af borestrengen, lige bag ved borekronen, er der monteret måleinstrumenter så geologen på boreplatformen under borearbejdet kan aflæse porøsitet og oliemætning og hermed se om der bores i det rigtige lag. De gode reservoirzoner følger heldigvis bestemte biostratigrafiske niveauer. Geologen kan derfor ud fra borespånernes (cuttings) indhold af nano- og microfossiler bestemme om boringen skal styres stratigrafisk opad eller nedad hvis oliemætningen falder.
For at skabe endnu bedre forbindelse mellem det omliggende oliereservoir og produktionszonerne i boringerne bliver der i forbindelse med færdiggørelsen af boringerne lavet kunstige sprækker i reservoiret. Dette sker ved at pumpe saltsyre eller sandopslemning ned i boringerne under højt tryk. Saltsyren opløser noget af kalken og medvirker hermed til åbning og udbredelse af sprækken. Sandfyldning foretages for at holde sprækkerne åbne og reducere strømningsmodstanden hen mod boringen. De kunstige sprækker laves typisk med en radius på mellem 50 og 100 meter. Sprækkernes orientering afhænger af hovedtrykspændingerne i reservoiret og er tilnærmelsesvis lodrette.
Selv om trykket i reservoiret er så stort at olien til at begynde med af sig selv strømmer op gennem produktionsboringerne, vil trykket hurtigt falde og hermed produktionsraten fordi olien i den lavpermeable kalk strømmer meget langsomt hen imod produktionsboringen. Mellem produktionsboringerne bores derfor lange injektionsboringer hvor vand (typisk havvand) pumpes ned i reservoiret. Herved presser vandet olien hen imod produktionsboringerne, og samtidig holdes trykket i reservoiret ved lige således at reservoiret ikke kollapser på grund af tryksækningen.
I nogle af felterne er der placeret skiftevis produktions- og injektionsboringer med kun ca. 200 meters mellemrum. Uden opsprækning og vandinjektion ville det kun være muligt at producere 5-10% af olien i sådanne felter. Med opsprækning og vandinjektion kan der indvindes 20-30%.
Produktion fra sandsten
Kun en mindre del af den danske olie- og gasproduktion kommer fra sandstenslag.I 1997 blev gasfeltet Harald sat i produktion, og der blev hermed for første gang i Danmark iværksat produktion fra et sandstensfelt. Sandlagene er dannet i Mellem Jura og varierer fra flodsletteaflejringer nederst til kystnære marine aflejringer øverst, hvilket afspejler en havstigning i denne geologiske periode.
Også i marine aflejringer af øvre Jura alder er der gjort fund af olie og gas.
I 1995 blev der for første gang fundet olie uden for Centralgraven på dansk område, da Siri fundet blev gjort ca. 25 kilometer øst for Centralgraven. Olien er her fanget i Palæocæne sandaflejringer i lagene oven over skrivekridtet.
Porøsiteten i sandstensfelterne varier fra ca. 12% i de dybe jurassiske sandstensreservoirer til ca. 35% i de højereliggende Paleocæne reservoirer. Generelt er permeabiliteten i sandsten højere end i kalken, og forekomster i sandsten kan derfor udnyttes med færre og kortere indvindingsboringer.
I de dybe Jura forekomster er reservoirtrykket meget højt. I de Paleocæne forekomster er trykket væsentligt lavere. Også i olieforekomsterne i sandsten benyttes vandinjektion for at kunne producere så stor en del af olien som muligt.




