Strukturel geologi
Jordskorpen udsættes for strukturelle forandringer når den synker ind eller bliver hævet, når den bliver foldet, eller når den udsættes for forskydninger. Gennem strukturgeologiske undersøgelser sættes disse begivenheder ind i tidsmæssig rækkefølge, sådan at det f.eks. kan afklares om en forkastning i et muligt oliereservoir er dannet før eller efter, det forseglende dæklag blev dannet [Forsegling]. Det kan nemlig være afgørende for om olie eller gas er samlet i reservoiret eller er strømmet videre op gennem lagene.

Strukturgeologer undersøger i første omgang de tegn vedrørende de strukturelle forhold som kan findes på jordoverfladen. Alle de strukturelle forandringer der sker dybt i undergrunden, vil præge de yngre lag der ligger ovenpå, efter et princip som svarer til, at når man fjerner et af de nederste kort i et korthus, så vælter også de øverste kort. Når der gennem geologisk tid stadig aflejres nye lag, samtidig med at der sker strukturelle forandringer, vil den strukturelle historie i et område i reglen være mest kompliceret i de dybestliggende lag.

Der er dog også nogle strukturelle processer der kan foregå midt inde i en sedimentær lagserie, f.eks. sætninger og dannelse af salthorste.


Indsynkning, aflejring og erosion i randområderne.



Foldning, erosion og aflejring af samme lagserie.



Forkastninger i den foldede lagserie, og med fortsat erosion og aflejring.


Grafik: Erik Nygaard, GEUS


Figurerne ovenfor viser tre lag på havbunden i forskellige strukturelle situationer. Hvis det brungule lag (nederst) er en moden kildebjergart [Kildebjergart], det karrygule (imellem) en reservoirbjergart [Reservoirbjergart] og det flødefarvede (øverst) en seglbjergart [Forsegling], så vil mulighederne for at finde olie i reservoirerne være:

I det første tilfælde hvor der foregår aflejring samtidig med indsynkning, vil olie og gas migrere op i reservoirbjergarten [Migration] og sive langs undersiden af seglbjergarten ud af profilområdet. I det midterste tilfælde med foldning vil der kunne samle sig olie og gas i det område hvor seglet er kraftigt eroderet, men det er ikke sikkert at det tynde segl kan modstå trykket fra olien og gassen. Seglet kan derfor blive brudt så olien og gassen bliver lukket ud. I det sidste eksempel er reservoiret opdelt i fire isolerede enheder af forkastninger. De to forkastede reservoirenheder i venstresiden kan holde på olie og gas, i hvert fald ned til det niveau hvor forkastningen skærer igennem, men de to til højre kan ikke.