Boreteknik
I forbindelse med en feltudbygning skal der bores et antal brønde. Brøndenes udformning og forløb er betinget af reservoirbjergartens egenskaber og olieforekomstens rumlige udbredelse. Formålet er at optimere investeringens afkast ved at bore brøndene billigst muligt på en måde der producerer olien så effektivt som muligt.

Eksemplerne herunder illustrerer, hvordan to brøndtyper kan være designet til at udvikle to meget forskellige olieforekomster. Begge eksempler er ekstreme med hensyn til både forekomstype og udviklingsstrategi, men de giver et indtryk af mulighederne ved at anvende moderne boreteknik.

Udviklingsstrategi for Olieforekomst 1:
Vertikale eller let devierede brønde boret ned i toppen eller midten af den strukturelle fælde.

Grafik: Mads S. Eegholm, Maersk Oil

Grovkornet, velsorteret sandsten med en meget høj permeabilitet aflejret i tykke ensartede lag. Roterede forkastningsblokke danner velafgrænsede strukturelle fælder. Tyk oliekolonne og et stort veldefineret olievolumen.


Udviklingsstrategi for Olieforekomst 2:
Lange horisontale brønde, der bores så tæt på toppen af oliekolonnen som muligt. De centrale og mest profitable brønde bores først.

Grafik: Mads S. Eegholm, Maersk Oil

Kalksten med en lav permeabilitet. Tynd oliekolonne med en lateral udbredelse, der ligesom det samlede olievolumen er behæftet med store usikkerheder.