Borerigge
Rig typer
Der findes flere forskellige typer af borerigge til boring af efterforsknings- og indvindingsbrønde. Hvilken rig type, der anvendes til at bore en given brønd afgøres i korte træk af, hvor brønden bliver boret, hvor dybt brønden skal bores og hvor kompleks geologi, brønden skal gennembore.

I mange år foregik langt hovedparten af olieindustriens aktiviteter på landjorden, hvorfra indvindings- brøndene kan bores relativt billigt fra landbaserede borerigge. Det logistiske arbejde, der omgiver en boreoperation, afhænger af den lokale infrastruktur og kan være mere eller mindre udfordrende. Der er stor forskel på om riggen opererer i arktisk Canada eller det sydlige Californien.

Efterhånden som de reserver, der kunne udvikles fra land blev udtømt, flyttede aktiviteterne sig ud på havet, og i løbet af de seneste 20 år er efterforsknings og produktionens aktiviteter i olieindustrien rykket ud på stadigt større vanddybder. Netop bevægelsen fra land- til hav-baserede operationer på dybere og dybere vanddybder har haft afgørende indflydelse på, hvordan rig-design har udviklet sig. Transport af materiel og mandskab til og fra borestedet udføres med skib og helikopter. Prisen for at bore en brønd er meget højere og ydermere er man begrænset til meget mindre oplagringsplads på en hav-rig end på en land-rig. Det betyder at planlægningsarbejdet omkring boreoperationen er intensiveret markant; materiel og mandskab til den næste del af operationen skal stå klar.

Nedenfor er vist billeder af forskellige rig typer hver især ledsaget af en kort beskrivelse.

Kilde: Wikimedia Commons   Foto: Joshua Doubek

Landrig

Boretårnet er det centrale element på en land-rig. Muddertanke, oplagring, arbejds- og opholdsrum er anlagt i området omkring boretårnet - som regel uden de pladsbegrænsninger, man er underlagt på en hav-baseret rig.


Kilde: Maersk Drilling

Jack-up rig

En jack-up rig er konstrueret til boringer på havet på vanddybder op til 50-60 meter. Riggen har en trekantet konstruktion med et stålben i hvert hjørne. Under flytning flyder riggen på vandet med benene trukket op. Benene sænkes når riggen er på den ønskede position og derved kan den løfte sig over havniveau. Riggens boretårn står på et kanteliver-dæk, der kan skydes ud over riggens agterende. Således kan en boring foretages ned igennem en platform, hvorfra den borede brønd senere produceres. Ligesom ved boreprammen er alting vedrørende riggens funktion integreret i riggens konstruktion.


Kilde: Maersk Drilling

Jack-up rig designet til ugæstfrit miljø

Denne type rig adskiller sig kun fra en standard jack-up rig ved at være større. Derved kan den operere på større vanddybder op til 200 meter. I kraft af den større dæksplads til oplagring er den heller ikke så afhængig af hyppige besøg af forsyningsskibe.


Kilde: Maersk Drilling

Semi-submersible rig

En semi-submersible rig flyder på vandet ved hjælp af store pontoner, der er delvis fyldt med vand for at stabilisere riggen. Riggen bliver holdt på plads ved hjælp af et antal ankre, der er lagt ud omkring riggen af specielt indrettede skibe. En semi-submersible rig opererer typisk på havdybder op til 600 meter. Bemærk boretårnets placering på midten af riggen.


Kilde: Maersk Drilling

Boreskib

Et boreskib opererer hvor ingen andre rigge kan nå. Typisk fra havdybder over 600 meter og op til flere tusind meter. Boreskibet bliver holdt på plads af et satellitbaseret dynamisk positioneringssystem, der konstant kommunikerer med skibets forskellige motorer.


Kilde: energiwatch.dk

Borepram

En borepram anvendes ved boringer på lave vanddybder såsom i søer. Boretårnet svarer til det på landriggen, men riggens forskellige andre bestanddele er integreret i riggens design.


Boretårnet
Den mest centrale del af en borerig er boretårnet, der - afhængig af rigtypen - er mellem 20 og 60 meter højt. Cetralt i boretårnet sidder den store elektriske motor, der driver borestrengen rundt og som populært kaldes et "top drive". Top drivet er monteret på et lodret skinnesystem og er via to taljeblokke forbundet til et wirespil, der er monteret i bunden af boretårnet. Inde i bortårnet er der desuden monteret et stativ til opbevaring af borerør og andre dele af den borestreng, der rækker fra boretårnets gulv til bunden af brønden. Efterhånden som brønden bores dybere monteres der mere borerør i toppen af borestrengen.

Under boringen af en brønd måles brøndens dybde fra boretårnets gulv. Det sker ved, at borefolkene registrerer længden af alle de komponenter, der indgår i borestrengen. På den måde kender de til enhver tid brøndens dybde.

Muddersystemet
Boremudderet og muddersystemet er en anden meget vigtig del af en borerig. Boremudderet opbevares i en række muddertanke, hvor det hele tiden holdes under opsyn og tilpasses boreoperationens formål. Muddertankene befinder sig lidt væk fra boretårnet. På en landrig vil de typisk være gravede huller og på en off shore rig vil de være ståltanke placeret i et rum centralt i riggens skrog. Mudderet flyder fra muddertankene ind til nogle store pumper, der pumper mudderet op til top drivet via et system af rør og slanger i boretårnet. Borestrengen er hul, så den tillader en konstant gennemstrømning af boremudder hele vejen fra topdrivet til borekronen på bunden af brønden. Mudderet passerer derpå igennem dyser i borekronen og presses op igennem hullet på ydersiden af borestrengen. På den måde fjernes de borespåner, der konstant skærer løs af borekronen. Lige under boretårnets gulv sidder der en række ventiler hvor boremudderet ledes ud af brønden og henover en række store sigter, der adskiller borespånerne fra boremudderet. Det rensede boremudder flyder dernæst tilbage til muddertankene hvorfra det kan starte en ny cirkulation.

BOP
BOP er en forkortelse for "Blow Out Preventer". Dens funktion er at forhindre boremudderet og borestrengen i at blive skudt ud af brønden, hvis borekronen skulle ramme en lomme i undergrunden med et stort overtryk. Selve BOP'en består af omkring fem spærresystemer, der kan lukke brønden tæt og modstå det overtryk, der måtte opstå. Spærresystemernes effektivitet er forskellige og spænder fra en gummimembran, der kan lukkes tæt omkring borestrengen til et sæt sakse, der - hvis de aktiveres - skærer borestrengen over og forsegler brønden. BOP'ens spærresystemer er placeret ovenpå hinanden umiddelbart under boretårnets gulv. BOP'en kontrolleres af borefolkene i boretårnet og kan til enhver tid aktiveres, hvis noget indikerer, at trykket i brønden stiger.

Cementenhed
Det er nødvendigt at pumpe cement ned i en brønd flere gange i løbet af en boring. Til det formål er der en cementenhed. På en landrig kan cementenheden være monteret på en lastbil, mens den på en off shore rig er en integreret del af riggens konstruktion. I cementenheden forberedes cementblandingen i en stor tank før den pumpes ned i brønden af cementpumpen, der er i stand til at opbygge et meget kraftigere tryk end mudderpumperne.

Lagerplads
I forbindelse med boreoperationens forskellige faser er der hele tiden brug for nye materialer og udstyr. Det er vigtigt at alt er klart til den næste fase af operationen, så tiden - der som bekendt er penge - udnyttes så effektivt som muligt. Til det formål er det nødvendigt at have nogle oplagringsarealer og tanke, hvor mudderkemikalier, cement, borerør og alt muligt andet kan opbevares og klargøres. Det er som regel ikke noget problem på en landrig, hvor man ofte har meget plads omkring borestedet.

På en off shore rig er det helt anderledes kompliceret. Arealet omkring boretårnet er begrænset og skal udnyttes optimalt. Samtidig er lagerkapaciteten på en off shore rig også begrænset af den maksimale tilladte vægt.

Læs også Boringens gennemførelse.